Som psykolog og menneske har jeg altid været optaget af sammenhængen mellem det psykiske og det fysiske. Denne sammenhæng mærker vi tydeligt som mennesker, når vi bliver stressede og overbelastede. Så begynder kroppen at sige fra i form af forstyrrende fysiske symptomer og vi kan føle os overvældede og magtesløse samt have svært ved at overskue vores livssituation. Gennem mange år har jeg opbygget erfaring med at hjælpe mennesker, der befinder sig svære steder i livet. Mennesker, som har mistet fodfæstet, og derfor har brug for én, der kan lytte, støtte, guide og hjælpe til mestring og udvikling.

Jeg har specialiseret mig i at arbejde med psykiske problematikker, der har en tydelig sammenhæng med vores fysiske trivsel. Det er først og fremmest alle former for overbelastningstilstande, hvor nervesystemet er i alarmberedskab – stress, angst, belastningsreaktioner, traumer/PTSD, depression – og psykiske problematikker, der har deres udspring i fysiske eller neurologiske forhold – ADHD/ADD, spiseforstyrrelser, fertilitetsbehandling, graviditet, genetisk udredning af fosteret under graviditet, blødersygdomme og andre kroniske sygdomme. Jeg har særlig erfaring med at hjælpe forældre, der bliver overbelastede grundet at de har børn med særlige behov fysisk eller psykisk – forældre til børn med ADHD/ADD, autisme, skolevægring samt forældre til børn med kronisk sygdomme eller handicap.

Du er altid velkommen til at kontakte mig på mobil 2490 6828 eller mail FonnesbechPsykologi@protonmail.com, hvis du ønsker at aftale en tid til samtale.

Jeg er autoriseret psykolog og specialist i psykoterapi. Jeg har en tre årig efteruddannelse i psykoanalytisk psykoterapi og jeg er kandidat i Dansk Psykoanalytisk Selskab. Jeg har som supplement en kortere efteruddannelse i kognitiv adfærdsterapi.